Tina Mandrup flytter borgmesterkontoret til Gevninge den 8. maj

Skal Region Sjælland grave grus ved Gevninge? Det er et spørgsmål, som optager mange sind i denne tid.

Skrevet den. 1. maj 2024

Nu får borgerne i Gevninge og omegn mulighed for at tale direkte med borgmester Tina Mandrup om sagen – og om hvilke muligheder, hun og Kommunalbestyrelsen har for at påvirke beslutningen.

Onsdag den 8. maj flytter borgmesteren nemlig sit kontor til Gevninge for en stund; Tina Mandrup vil være at finde i det kombinerede beboerhus og bibliotek på Gevninge Bygade 17 fra kl. 15:30 - 18.

“Jeg glæder mig til at udveksle synspunkter og tanker med borgerne. Lige denne dag kan jeg ikke tilbyde individuelle samtaler. I stedet er der åben dør, hvor alle kan kigge forbi og falde ind og ud af samtalen”, siger Tina Mandrup.

Borgere, der ønsker et møde på tomandshånd, kan booke tid på en af de faste torsdage på rådhuset i Hvalsø. Her er næste mulighed den 23. maj.